Sig hej til Line, den nyeste NaCl’er

Selvom Line Storm Hansen i september 2011 er den nyeste NaCl’er, er hun en af dem, der har været med længst. Hun startede som hjælper for Mie Bostlund i NaCls spæde start, siden blev hun supporter med egen jakke og det hele, og nu, hvor Line er blevet færdiguddannet kok fra The Paul, er hun selvfølgelig blevet optaget som fuldbyrdet medlem.

Line har som supporter lavet snacks og petit fours til tonsvis af Showcooking arrangementer, og nu glæder vi os rigtig meget til at smage, hvad hun disker op med, når hun får sin debut som “rigtig” NaCl’er ved Showcooking #14 i Nimb.

Hvilken ret er du mest stolt af?
“Danmark rundt”, som jeg lavede til et arrangement for Økonomi- og Erhvervsministeriet. Der var ost fra Vadehavet, kålpølse fra Sønderjylland, æbleflæsk fra Fyn, urter fra Lammefjorden og sol over Gudhjem fra Bornholm. Det var hele Danmark rundt, serveret på et danmarkskort.

Hvorfor blev du kok?
Jeg har altid lavet meget mad med min far, men har aldrig tænkt, at jeg kunne leve af det. Da jeg så fik et fritidsjob i en fiskebutik blev jeg bidt af det, og derfor har jeg taget denne vej.

Hvad er dit bedste minde om mad?
En sommeraften med skaldyr og grill på kajen med mine forældre i deres båd. Et perfekt minde med de mennesker, jeg holder mest af.

Hvilken råvare synes du er mest undervurderet?
Knoldselleri. Fordi det er en grøntsag, der virkelig kan tilberedes på mange måder året rundt. Og så er den billig.

Hvad kan du ikke fordrage?
Aspargeskartofler. Jeg fik dem som barn, og jeg husker det som meget traumatisk. Kartofler er noget af det eneste, jeg ikke kan lide.

Hvem er dit gastronomiske idol?
Paul Cunningham, Han har en respekt for mad, kvalitet og sæsoner som få. Han kan få helt enkle ting til at smage af en million. Og så har han en sjælden evne til at få personlighed ind i sin madlavning.

Hvem ville du allerhelst invitere på middag og hvad ville du servere?
Mine veninder. Noget enkelt men godt, fx skaldyr og bøf.

Hvor finder man dig om 10 år?
I min egen lille fiskeforretning. Fisk har altid været min store interesse, og jeg elsker at arbejde med fisk på alle måder.

Læs mere om Line her.